Det ville være mærkeligt, ja, endda dumt, ikke at henlede opmærksomheden på denne perle af en historie i løbet af forelskelsesmåneden. Tilbage i oktober fik Emmas vidnesbyrd om den simple handling bare at lade dit crush vide, at du er forelsket i dem, mig til at føle mig lidt mere modig og modigere. Hvilket tidspunkt er bedre end Crush Month til at være lidt modig og fortælle nogen, at de er dit crush?! – Nora Taylor
Krushes er som detritus fra en krabbemiddag: overalt. Vi har alle sammen haft dem. De driver de målrettet generiske handlingslinjer i utallige film; de er de bevidste beslutninger i centrum af en bajillion sange, der bruges til at tilfredsstille en række forskellige smagsvarianter; de har været fremtrædende i litteraturen siden mindst 1597: “Men blødt, hvilket lys gennem yonder window breaks? Det er øst, og Juliet er solen.” Jeg skrev det bare fra hukommelsen for at bevise, at en forelskelse er drivkraften bag en af de mest kendte monologer gennem tiderne. Hvis forelskelser var solen, ville vores forbrug af dem være Jorden, der farer af sted med 67.000 miles i timen, drevet af kærlighedens gule dværgstjerne med dens tyngdekraft, der sidder fast i et loop. Vi kan tilsyneladende ikke få nok.
Det første crush-indhold, som jeg husker, at jeg virkelig blev påvirket af, er en bop fra 90’erne, hvor tre medlemmer af Brooklyn-hiphopgruppen Junior M.A.F.I.I.A. rapper om crushes i hele fire minutter og 32 sekunder. “Crush On You” optræder på Lil Kims debutalbum Hardcore fra 1996. (Sjovt faktum: Den oprindeligt udgivne version indeholder kun Lil Cease og The Notorious B.I.G. Kim er fraværende på albumudgaven af nummeret, selv om det er HENDES album, men det er et essay til en anden dag). Heldigvis for både Kim-fans og hiphophoveder blev der produceret et remix; denne justerede version er det første søgeresultat, når jeg skriver “songs about crushes” i Google-søgelinjen.
Det er nemt at skrive om “Crush On You” som musikkritiker – den dybe linje af call and response, den måde Kims bravour glider ind og ud af lommerne i det synthede, mærkeligt melankolske, men stadig selvsikre beat – men det er ikke derfor, vi er her. Vi er her, fordi nogle af livets mest geniale fænomener simpelthen er uforklarlige. Som f.eks. hvorfor jeg nogle gange finder krummer af Oreo-kage i min bh, eller vågner op og tænker på den ene gang, jeg lyttede til en Linkin Park-sang. Eller hvorfor Biggie Smalls, på trods af den uigendrivelige sandhed, at han på ingen måde er at betragte som en forholdsekspert, alligevel giver livsråd på Esther Perel-niveau via den sidste linje i “Crush On You”: “But I had to let you know that I got a crush on you,” siger han, næsten croonende, med sin karakteristiske hvæsende stemme.
Min stemme er hverken lige så plumpe eller overbevisende som Biggies, men jeg er også her for at tale for, at man skal indrømme sin forelskelse.
I henhold til den anden post i den meget akademiske ressource urbandictionary.com er “crushing” “a fucked up feeling where u like someone and are to shy to say anything ,” en begrænsende overbevisning, som Big og jeg siger, poo poo til. Jeg kan ikke sige noget om, hvordan rapperen er blevet så klog, at han går ind for radikal ærlighed (Ms Voletta?), men det tog mig mange crushes at komme til dette punkt.
Som en teenager i puberteten crusher jeg hårdt og ofte. Jeg laver også en masse lortevitser, hvilket måske er omfanget af min charme og kunne forklare, hvorfor det ofte er mig, der er i denne situation. Selv om min kabel-tv-berøvede barndom har formet mig til den slags voksen, der har det godt med både at længes og gøre sig umage for at forvandle totalt uforståelige slør til et klart billede, har jeg indset, at bare fordi jeg har det godt med noget, betyder det ikke, at jeg har lyst til at holde det ud.
For mig føles et crush, som om mit hjerte sender en 9-1-1-sms til min hjerne, hvor der står: “KOM TÆTTERE PÅ DENNE PERSON”. Selv om det ikke længere er tilfældet, troede et yngre mig, at dette betød fysisk tættere … at det at have et crush indikerede, at der var noget, som mig og det pågældende crush skulle gøre med vores kroppe. Hvad skulle jeg ellers tro i en verden, der er præget af heteropatriarkatet? At sex kan føre til forplantning er bestemt en velsignelse for de samfundssystemer, der er afhængige af, at subjekter som mig opretholder dem gennem deltagelse. (Desværre for denne særlige reguleringsmekanisme er jeg en queer skruenøgle i maskinen.)
“Hvad mener du, når du siger ‘knus’ nu?” spurgte min veninde mig forleden dag over frokost, efter at jeg havde brugt noget tid på at forklare, hvordan min oplevelse af knusning har udviklet sig. “Udvikler du et crush, når en lækker person har gjort indtryk på dig, eller er et crush et tegn på, at du har lyst til at gøre noget … mere med en person? Handler det om at være i et forhold?” Dette spørgsmål overraskede mig, fordi jeg ikke havde et svar, der virkede tilstrækkeligt nok.
“Alt det,” sagde jeg til hende. “Alt det.” Min veninde så forundret ud. “En forelskelse er for mig et ønske om intimitet skilt fra enhver forventning.”
For omkring halvandet år siden begyndte jeg at hænge ud regelmæssigt med en kvinde, som jeg havde mødt gennem en fælles ven. Vi tilbragte sommeren med at salsa-danse og flirte på luftige hustage i Brooklyn, og selv om jeg var meget vild med hende, kunne jeg ikke vide, om vi blot var ved at opbygge et venskab, eller om forelskelsen var gensidig. Efter et stykke tid virkede det som en Sisyfos-mission at spørge – og dermed indrømme mine følelser – at spørge. Jeg havde holdt mund for længe. I stedet for at rette op på dette gennem kommunikation, resignerede jeg ved at gentage begivenhederne fra de berusede nætter i mit hoved og grave i detaljerne, som om jeg kæmmede nitter ud af et barns hår. Jeg kørte mig selv i cirkler, hvilket til sidst blev til frustration, som blev til en følelse, der med tiden farvede alle oplevelser med min potentielle, potentielle kærester. Forelskelsen forsvandt. Jeg begyndte at se hende mindre. Og helt ærligt, hele oplevelsen var noget lort. Det, jeg savnede mest, efter at vi var vokset fra hinanden, var vores nærhed – ikke en bestemt form, den kunne antage.
Jeg har siden taget et stikord fra selveste Biggie.
“Hej, jeg vil bare gerne vide, hvordan det føltes, da jeg fortalte dig, at jeg også var forelsket i dig?” Jeg chatter med en veninde via sms. Efter at de for nylig indrømmede, at de var forelsket i mig, fortalte jeg dem prompte, at jeg gengældte det. Og så … opretholdt vi et tæt og kærligt venskab.
“Det føltes sjovt og spændende og sødt,” fortæller de mig. “Og måske var det, der også var bemærkelsesværdigt, at det føltes helt bare sådan. Ligesom at der ikke var nogen forventninger om, at det skulle være mere … hvilket jeg tror er pointen med at fortælle sine crushes.” Jeg kan ikke andet end at være enig.
“Jeg kan godt lide at fortælle min forelskelse, at jeg er forelsket,” siger en anden af mine venner. “Det er at vælge, i stedet for at være stille og kølig omkring det at være forelsket, at tilbyde det til den anden person – der er ikke noget med at spille genert eller magtdynamisk manipulerende. Det er bare at sige ‘Jeg kan godt lide dig’. Jeg kan lide dette ved dig” og lade det være et tilbud, der kan accepteres og bygges videre på eller afvises.”
Som gasning kan det være en gave at fortælle nogen, at man er forelsket i dem. Og hvis de ikke kan lide dig tilbage, er det okay – blot det at være ærlig er nok til at uddybe intimiteten, og er det ikke meningen med alle forhold, uanset hvilken form de antager?
Illustrationer af Chuva Featherstone.