Jeg er en 18-årig pige, der skal starte på universitetet til efteråret. Jeg bor hos min familie og vil ikke flytte ud i den nærmeste fremtid på grund af økonomiske årsager. Jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan holde ud at vågne op i dette lortehus. Det er næsten ved at rådne, og alt er så ulækkert. Hvis vi nogensinde rydder op i et rum eller renoverer noget, er det fordi jeg bad om det, og for det meste har jeg gjort det selv. Så i min familie er grundlæggende hygiejne ikke en ting, jeg måtte finde ud af alting selv (f.eks. tage brusebad dagligt, vaske tænder 2x om dagen osv.). Da jeg gik i folkeskolen lykkedes det mig på en eller anden måde at få venner, selvom jeg skulle prøve virkelig hårdt. Jeg lærte at passe på mig selv, jeg brugte makeup fra jeg var 12 år, gik i moderigtigt tøj, stylede mit hår osv. Men det var ikke nok. Der var nogle drenge, der mobbede mig på grund af mit udseende (uattraktivt ansigt, stor næse). En af dem fortalte mig bogstaveligt talt hver dag i skolen, at han ikke kan se på mig, fordi mit ansigt ser så ulækkert ud. Nogle gange græd jeg om natten, men det var intet sammenlignet med det, jeg gik igennem i gymnasiet. Skolen var altid en prioritet for mig. Mig og min bedste veninde læste så hårdt, og det lykkedes os at komme ind på de bedste gymnasier i vores land.
Jeg prøvede endnu hårdere at få venner i gymnasiet, men det var meget svært, fordi alle i min klasse var talentfulde, rige og smukke, og jeg havde intet at byde på. De fleste af dem mobbede mig ikke, de opførte sig bare, som om jeg ikke eksisterede. Men der var en pige der udnyttede mig, og opførte sig som om hun var mig overlegen, jeg gjorde alt hvad hun bad om, selvom hun ydmygede mig mange gange, men jeg var bange for at miste min eneste veninde og være helt alene. Efter to år skiftede hun skole. Jeg var helt alene. Jeg følte mig elendig og håbløs, og ingen hjalp mig, selv om det var tydeligt, at jeg havde brug for seriøs hjælp. Lærerne holdt sig hellere på afstand, for for dem var jeg bare en patetisk, kedelig og uinteressant pige, der ikke var talentfuld nok, så det var ikke værd at bekymre sig om mig. Jeg kan ikke tilgive dem det.
Depression og angst ødelagde fuldstændig min kognitive evne. Min intelligens var det eneste, jeg havde, og den var helt væk. Jeg kunne ikke koncentrere mig om noget, kunne ikke huske noget og kunne ikke løse problemer. Det var så alvorligt, at jeg ikke engang kunne læse en artikel eller en kort tekst for slet ikke at tale om bøger. Mine karakterer gik ned, og jeg blev den svageste elev i min klasse. Det gjorde mig endnu mere deprimeret, for som jeg nævnte, var skolen altid vigtig for mig, og jeg ville gerne ind på et af de bedste universiteter (f.eks. var mit mål som 15-årig at læse ingeniørvidenskab på MIT). På dette tidspunkt var det uundgåeligt at tale med mine forældre. Det var virkelig svært for mig, fordi vi aldrig havde talt om noget personligt eller følelsesmæssigt før, og jeg var meget flov over, at jeg ikke passede ind i min klasse. De var slet ikke støttende. De sagde til mig, at jeg skulle “komme over det”. Jeg prøvede at forklare dem, at jeg er deprimeret, og at det er derfor, jeg ikke kan studere så effektivt som tidligere, men de troede ikke på mig og kaldte mig doven. Jeg bad dem om at hjælpe mig med at skifte skole, og til sidst tiggede jeg dem næsten, men de var ligeglade. Jeg forsøgte at skifte skole på egen hånd, men mine karakterer var så dårlige, at ingen skole ville acceptere mig. På det tidspunkt indså jeg, at hvis jeg ikke finder ud af noget, vil jeg miste alt. Så jeg prøvede endnu hårdere. Jeg trænede, studerede hårdt og brugte alle mine penge på tøj, makeup, psykologer, psykiatere og medicin for at kurere min depression og blive mere attraktiv, så folk ikke ignorerer mig, som de gjorde hele mit liv.
Det sidste år i gymnasiet var et helvede. Selv om jeg tog antidepressiv medicin og besøgte psykolog regelmæssigt, blev min depression værre. Følte mig som et værdiløst stykke lort. Jeg sov knap nok 5 timer om dagen, men selv om jeg sov meget blev jeg konstant prøvet. Jeg havde brug for mindst 3 kaffe hver dag for at fungere. På trods af mine store anstrengelser kunne jeg ikke menage at forbedre mine karakterer, og jeg havde den dårligste afsluttende eksamen i min klasse. Jeg kom ind på et godt universitet i mit land, men det er bestemt ikke det, jeg ønskede.
Jeg føler, at alle har forladt mig, da jeg havde mest brug for dem. Gymnasiet er endelig slut, men jeg står tilbage med en knapt fungerende hjerne, der forsøger at finde ud af, hvordan jeg skal løse mine problemer. Jeg er mentalt ødelagt. Mit liv er ødelagt. Jeg har brug for at kurere min depression, forbedre mit udseende og opnå økonomisk uafhængighed, men jeg aner ikke hvordan.