1 The Knife
Genesis blev dannet af sangeren Peter Gabriel og keyboardspilleren Tony Banks, mens de studerede på Charterhouse Public School, og begyndte deres pladekarriere uheldigt med en bedst glemt debut fra 1969, der var produceret af Jonathan King og havde en titel, From Genesis to Revelation, som fik den lagt væk sammen med religiøs musik i pladebutikkerne. Det følgende års Trespass, deres første album for Charisma Records, lå tættere på den progressive rock, som de snart skulle blive berømte for, og The Knife – en sen tilføjelse til albummet – var dets stærkeste nummer. Teksten – en spids afvisning af den slags myter, som militærets rekrutteringsplakater går rundt med – var, som Gabriel senere indrømmede, “en offentlig skoledreng, der gør oprør mod sin baggrund”, men den er stadig medrivende og foregriber Metallicas egen antikrigshymne Disposable Heroes, som kom 15 år senere. The Knifes skiftende tempi, marcherende orgel og savtakkede guitar er bedst repræsenteret på gruppens Live-album fra 1973, hvor de nye tilføjelser Phil Collins (trommer) og Steve Hackett (guitar) giver nummeret en passende proto-thrash-vildhed.
2 The Musical Box
Med deres tredje album Nursery Cryme var Genesis’ klassiske lineup på plads, og den excentriske, makabre, sort-komiske lyrik, der skulle karakterisere Peter Gabriels æra med gruppen, kom frem i forgrunden. Albummets gatefold-omslag – en øvelse i forvrænget Victoriana malet af Paul Whitehead – forestillede små piger, der spillede kroket med afhuggede hoveder, og var inspireret af albummets åbningsnummer. Gabriel skitserede sangens forvredne fortælling i en kort vignet på inderomslaget, der fortæller om en ung dreng, der var blevet halshugget af sin veninde Cynthia under en krocketkamp, og som vendte tilbage som en ånd, der hjemsøgte hendes spilledåse og manifesterede sig for hende som en hurtigt aldrende ånd med “et helt livs længsler, der er kirurgeret gennem ham”. Det er uhyggeligt, men musikken er mest spændende: dens tre satser skifter fra barok, østligt prægede folkemusik gennem en midtersektion med Tony Banks’ fuzz-tonede keyboards og Steve Hacketts fingertoppede arpeggioer til en uhyggelig, længselsfuld slutpassage, der gav Gabriel plads til at udforske den rige, sjælfulde stemme, som han senere ville udnytte i sin solokarriere. At han brugte denne stemme til at give liv til et gammelt spøgelse, der hyler “Why won’t you touch me?” til en niårig pige – og at han, da han fremførte sangen på scenen, bar en uhyggelig “gammel mand”-maske – tjener kun til at indramme, hvor mærkværdig Genesis kunne være.
3 Watcher of the Skies
Foxtrot fra 1972 blev domineret af Supper’s Ready, en 23-minutters suite, der fyldte næsten hele albummets anden side, og som forbandt syv separate sangfragmenter med overgange og tilbagevendende motiver, en bravourgestus, der stadig imponerer den dag i dag. Men det virker som snyd at nominere en sådan suite til disse 10 af de bedste. Supper’s Ready’s helhed er i hvert fald stærkere end hver enkelt af sine bestanddele, og intet enkelt fragment er så medrivende som dette, albummets åbningsstykke. Watcher of the Skies, der er inspireret af Keats’ On First Looking Into Chapman’s Homer og Arthur C Clarkes Childhood’s End, åbner med halvandet minuts hvirvlende mellotron, inden Collins og bassisten Mike Rutherford sætter gang i det stammende, staccato riff, der giver nummeret dets sprudlende klip – et smidigt, men ufunky groove, der i de sidste minutter forvandles til et voldsomt blitz, mens Banks’ tangenter rører ved stadig mere uhyggelige dramaer. Teksten forestiller sig i mellemtiden roligt “the end of man’s long union with the Earth”, hvor Gabriel spiller en ubevægelig udenjordisk person, der observerer en sådan apokalypse – en karakter, der måske er beslægtet med Marvel Comics’ Uatu The Watcher, og en rolle, som den altid teatralske sanger ville portrættere under koncerten ved at bære dagglo-sminke og en stor, takkede kåbe.
4 Firth of Fifth
Tony Banks anså de tekster, som han og Mike Rutherford skrev til Firth of Fifth – højdepunktet på bandets bedste album, 1973’s Selling England by the Pound – for at være blandt de værste i hans karriere, og linjer som “The mountain cuts off the town from view / Like a cancer growth is removed by skill” tyder på, at han ikke er falsk beskeden. Men de betydelige glæder ved Firth of Fifth ligger ikke i ordene, men i Banks’ blomstrende klaverprelude, hovedafsnittets opadgående prog-rock-hymne og den måde, hvorpå bandet genbesøger Banks’ åbningsstykke som ensemble i de sidste fem minutter. Faktisk er denne henrykte sidste del – Hacketts svimlende guitar, Collins’ muskuløse og opfindsomme percussion, Banks’ futuristiske synths – et vidnesbyrd om Genesis som den sjældenhed blandt proggere, et band, der aldrig tillod deres tekniske dygtighed at gå over i meningsløst overskud eller overvælde deres fornemmelse for sangen. Og den musik, de spiller i de fem minutter, er langt mere effektiv som en opløftende ode til naturens skønhed end de klodsede tekster.
5 I Know What I Like (In Your Wardrobe)
Så, blandt deres 10-minutters episke værker og 22-minutters sangcyklusser, smed Genesis deres første uventede popperle. I Know What I Like er på lidt over fire minutter, og I Know What I Like stiger op med et varmeglimmer, før den låser sig fast i et groove, der minder om Traffic’s Hole in my Shoe, en hippie-beruselse, der passer til sangens slacker-vibe som et par skræddersyede bukser. Sangens antihelt er en utilpasset, som alle de andre i Gabriel-æraens sangbog, en drop-out, der er tilfreds med sit liv som plæneklipper på trods af de misbilligende hvisken fra hans forstadsnaboer. Hans oprør er lydsporet af et nagende, dovent sitar-lick, et sløvt singalong-kor og en fløjtesolo, som Pans People uden tvivl fortolkede gennem dans, da sangen blev vist på Top Of The Pops efter at have nået nr. 21 på hitlisten (optagelser heraf er desværre endnu ikke nået frem til Youtube).
6 In the Cage
I 1974 var der spændinger, der simrede i Genesis. Gabriel blev i stigende grad opfattet af pressen som leder af den angiveligt demokratiske gruppe, og Gabriels hang til outrerende scenekostumer – han iførte sig et rævehoved, klædte sig som en blomst eller bar præstekjole, som sangen krævede – blev af Banks et al. beskyldt for at overskygge musikken. Han forlod kortvarigt gruppen efter at have accepteret et tilbud fra Exorcist-instruktøren William Friedkin om at arbejde på et filmmanuskript, men sluttede sig til gruppen igen, inden arbejdet på Genesis’ sjette album The Lamb Lies Down on Broadway blev påbegyndt. Denne LP er et konceptværk, der er inspireret af Jodorowskys El Topo, og som følger en New Yorks gadedrengs rejse ind i et mørkt, mystisk underjordisk rige for at redde sin bror fra rædselsvækkende uhyrer. I et brud med Genesis-traditionen skrev Gabriel alle teksterne til Lamb på egen hånd, mens han pendlede mellem indspilningsstudiet i Headley Grange og London, hvor hans kone og første barn var i bedring på hospitalet efter en traumatisk fødsel. Da hans bandkammerater pressede ham til at bruge mere tid på gruppen og mindre på sin familie, er det fristende at læse Lamb – som Collins mente var et album om splittede personligheder – som en metafor for Gabriels splittede loyalitet. Pladens højdepunkt, In the Cage, virker i hvert fald selvbiografisk, hvor Gabriel synger “I’ve got sunshine in my stomach/ Like I just rocked my baby to sleep”, før den velklingende åbning giver plads til en stadig strammere og mere frenetisk prog-workout, hvor riffene strammes, klaustrofobisk, mens Gabriel synger om at være fanget og tortureret, “Holding still/ pinned for kill … in this cushioned straitjacket”. Lamb var Genesis’ hidtil dristigste album, og den deraf følgende turné deres mest ambitiøse, et audiovisuelt ekstravaganza, hvor Gabriel var klædt ud som groteske pustelbeklædte monstre og tilsyneladende materialiserede sig på begge sider af scenen på én gang. Men det ville også blive hans sidste. I 1975 forlod han Genesis for at forfølge en solokarriere, hvilket kastede bandet ud i kaos. The Lamb Lies Down on Broadway er forunderligt nok fraværende på Spotify; accepter venligst denne liveversion i stedet.
7 Turn It On Again
Gabriels exit ville i sidste ende give Genesis de største kommercielle succeser i deres karriere, da trommeslageren Phil Collins overtog mikrofonen og førte gruppen væk fra prog og hen imod en mere strømlinet moderne rock og opnåede tidligere ufattelige hitsingler undervejs. Collins’ første tre album som sanger fangede et band i en overgangsperiode, men på 1980’s Duke havde de smidt puppen og fundet den lyd, som de så lukrativt ville forfølge resten af årtiet. Denne udvikling kunne høres tydeligst på Turn It on Again: Selv om sangen sprang mellem fire forskellige taktarter i løbet af sine fire minutter, var Rutherfords centrale guitarriff enkelt og effektivt, mens Collins’ vokal droppede tidligere tiders spidse engelskhed til fordel for et midt-atlantisk træk, der ville spille godt på amerikansk radio. Prognostikerne råbte vagt i gevær, men fremtiden tilhørte denne inkarnation af Genesis, og Turn It on Again’s bunke af vanedannende hooks gav dem deres første top-10-single.
8 Duchess
Men Genesis havde ikke helt vendt ryggen til deres prog-rødder. Turn It on Again var faktisk en del af en suite af tematisk forbundne sange inden for Duke, der komponerede en minisuite i stil med Supper’s Ready, selv om gruppen ikke offentligt erkendte dette på det tidspunkt. Det fineste element af dette – et af de fineste numre i hele Genesis’ diskografi – Duchess fortalte historien om en divas opstigning og fald, med Collins’ sjælfulde vokal drevet af Banks’ drivende klaverakkorder og nogle virkelig kolossale trommer. Trods alle dens hymniske kvaliteter kom Duchess’ mest fortryllende øjeblikke dog med introen og outroen: ambient, elementære passager med programmerede elektroniske trommer, der tyder på, at bandet var opmærksom på Brian Enos eksperimentelle arbejde. Dette var sandsynligvis ikke tilfældigt, da Collins havde været en fast samarbejdspartner for Eno siden han spillede trommer på Taking Tiger Mountain (By Strategy), som en hævn for Enos bidrag til The Lamb Lies Down on Broadway. Sammen med Banks’ tilbageholdte synths fremkalder trommemaskinens pulser et hypnotisk og stemningsfuldt lydbillede, der var luftigt og futuristisk. Collins ville yderligere udforske trommemaskinernes dramatiske potentiale, både med Genesis og naturligvis på sin første solosingle In the Air Tonight.
9 Abacab
“Less is more” syntes at være etoset for Genesis’ næste album Abacab. “Punk havde sat nogle spor,” indrømmede Collins, og det kan være svært i den selvbevidste stomp på Who Dunnit? I mellemtiden indeholder albummet også et upbeat popsamarbejde med Earth Wind & Fire’s hornsektion på No Reply At All. Det kraftfulde titelnummer opsummerer det, som Tony Banks beskrev som albummets overordnede “unromantiske” følelse: en sparsom og kold jam med en luftig, spacet kvalitet, der minder mere om Eno eller Krautrock end noget andet i Genesis-kataloget. Sporene fik ekstra vægt af ingeniøren Hugh Padgham, der udviklede den karakteristiske “gated”-effekt til Collins’ trommespor, som skulle komme til at dominere 80’ernes rock.
10 Domino
I 1986 var Collins blevet en af verdens største stjerner, da hans soloalbums soul-rockkonfekt førte ham til multi-platin-succes og en spirende filmkarriere. Meget af det samme års Genesis-album Invisible Touch – det lyse, polerede poptitelnummer, babyboomer-agitrocken på Land of Confusion, den virkelig rørende ballade Throwing It All Away – kunne sagtens have passet på hans soloalbum. Domino var imidlertid anderledes. Dette nummer er en sammensmeltning af alt, hvad Genesis nogensinde havde været og nu var blevet: et 11 minutter langt, flerstemmigt epos, der spilles med Abacabs minimale angreb, hvor den hjemsøgende In the Glow of the Night giver plads til den hymniske synth-rock-bombast i The Last Domino. Invisible Touch blev Genesis’ mest succesfulde album, og den efterfølgende turné kulminerede med fire udsolgte aftener på Wembley Stadium. Disse blev filmet til en efterfølgende koncertvideo, der var oversvømmet af beviser – fra Rutherfords hovedløse guitar til Collins’ grimassefremkaldende Blues Brothers-agtige overfald under et afsluttende medley af soulklassikere – på æraens værste udskejelser. Domino viste sig imidlertid at være et sidste glimt af genialitet før den intetsigende We Can’t Dance fra 1991 og den uforklarlige, Collins-fri Calling All Stations fra 1997.
{{topLeft}}
{{bottomLeft}}}
{{topRight}}
{{{bottomRight}}}
{{/goalExceededMarkerPercentage}}
{{/ticker}}
{{heading}}
{{#paragraphs}}
{{.}}}
{{{/paragraphs}}}{{highlightedText}}
- Del på Facebook
- Del på Twitter
- Del via e-mail
- Del på LinkedIn
- Del på Pinterest
- Del på WhatsApp
- Del på Messenger