Dantes Inferno – Cirkel 9 – Kantos 31-34

Trækkeri: Caina (32), Antenora (32-3), Ptolomea (33), Judecca (34)

Dante opdeler kreds 9, forræderiets kreds – defineret i Inferno 11 som svigagtige handlinger mellem personer, der deler særlige kærligheds- og tillidsbånd (61-6) – i fire regioner. Caina er opkaldt efter den bibelske Kain (det første barn af Adam og Eva), som dræbte sin bror Abel af misundelse, efter at Gud havde vist anerkendelse for Abels offergave, men ikke for Kains (1. Mosebog 4:1-17); fordømt til en vagabondtilværelse byggede Kain senere en by (opkaldt efter sin søn, Henoch), som for visse kristne teologer – især Augustin (Guds by, bog 15) – repræsenterede den jordiske bys ondskab. I kredsen af de lystne identificerede Francesca sin mand (Gianciotto)–der myrdede hende og Paolo (Gianciottos bror)–som en fremtidig beboer af Caina (Inf. 5.107). Dantes opmærksomhed henledes her på to brødre, den ghibellinske Napoleone og den guelfe Alessandro, som myrdede hinanden på grund af en strid om deres arv (Inf. 32.55-60).
Den anden region, Antenora, er opkaldt efter den trojanske prins Antenor. Mens de klassiske kilder – især Homers Iliaden – fremstiller Antenor i et positivt (eller i det mindste neutralt) lys som en, der går ind for at give Helena tilbage til grækerne til gavn for Troja, ser middelalderlige versioner – historier, kommentarer og romancer – ham som en “forræderisk Judas”, der intrigerer med grækerne for at ødelægge byen. Dante placerer i denne region dem, der forrådte deres politiske parti eller deres fædreland.
I den tredje zone i cirkel 9 lider de, der forrådte venner eller gæster. Ptolomea er opkaldt efter en eller begge af følgende personer: Ptolemæus, kaptajn af Jeriko, hædrede sin svigerfar, ypperstepræsten Simon Makkabæer, og to af Simons sønner med en stor fest og myrdede dem derefter (1 Makkabæer 16:11-17); Ptolemæus XII, bror til Kleopatra, sørgede for, at den romerske general Pompejus – der søgte tilflugt efter sit nederlag i slaget ved Pharsalia (48 f.Kr.) – blev myrdet, så snart han trådte i land. Dante viser sin afsky for sådanne forbrydelser ved at udtænke en særlig regel for dem, der forråder deres gæster: deres sjæle stiger straks ned i helvede, og deres levende kroppe bliver besat af dæmoner, når de begår disse handlinger (Inf. 33.121-6).
Judecca, opkaldt efter den apostel, der forrådte Jesus (Judas Iskariot), er den inderste zone i den niende og sidste cirkel af helvede. Udtrykket antyder også en manifestation af kristne fordomme – som Dante helt sikkert deler – over for jødedommen og jøderne i middelalderen: det hentyder til navnene – Iudeca, Judaica – for det område i visse byer (f.eks. Venedig), hvor jøderne var tvunget til at bo adskilt fra den kristne befolkning. Sammen med Judas i denne helvedesregion er der andre, som ved at forråde deres herrer eller velgørere begik forbrydelser med store historiske og samfundsmæssige konsekvenser. Helt dækket af isen – som “halm i glas” – er skyggerne låst fast i forskellige stillinger uden nogen som helst bevægelighed eller lyd (Inf. 34.10-15).

tilbage til toppen
Giganterne (31)

Giganterne forbinder fysisk kredsene 8 og 9: stående på gulvet i kreds 9 – eller måske på en afsats over bunden af helvede – tårner den øverste halvdel af deres enorme kroppe sig op over den indre kant af kreds 8. Fra en afstand forveksler Dante faktisk i første omgang jætterne med egentlige tårne (Inf. 31.19-45). Dantes jætter, der foregriber Lucifers endnu større figur, er – hentet fra både bibelske og klassiske fortællinger – arketypiske eksempler på trodsige oprørere. Nimrod, der i Bibelen beskrives som en “stout jæger for Herrens ansigt” (1. Mosebog 10,9), blev betragtet som en jætte i den middelalderlige tradition, som Dante følger. Ifølge den bibelske beretning planlægger folk i den region, der regeres af Nimrod – Babylon og andre byer i Sennaar-landet – at bygge et tårn, der skal nå op til himlen; Gud viser sin utilfredshed ved at sprede folket og ødelægge deres sproglige enhed, så de ikke længere forstår hinandens tale (1. Mosebog 11:1-9). Dante, der følger traditionen, giver Nimrod skylden for denne sproglige forvirring, idet hans eget sprog nu er lige så uforståeligt for andre, som deres sprog er for ham selv (Inf. 31.67-9; 76-81). I sin fysiske beskrivelse af Nimrod forstærker Dante forbindelsen mellem jætterne og stolthedens ødelæggende konsekvenser: 1) ved at sammenligne Nimrods ansigtsstørrelse med fyrrekoglen på Peterskirken i Rom (Inf. 31.58-60), mener Dante måske at drage en lidet flatterende parallel til den nuværende pave, Bonifatius VIII; 2) det ord Dante bruger – perizoma – til at beskrive, hvordan den inderste bank i cirkel 8 dækker den nederste halvdel af jætternes kroppe som et “forklæde” (Inf. 31.61-2), er et usædvanligt ord (af græsk oprindelse), som Dantes læsere sandsynligvis kender fra et bibelvers, der beskriver Adams og Evas skam efter deres ulydighed i Edens have: “Da de begge fik øjnene op, og da de så, at de var nøgne, syede de figenblade sammen og lavede sig forklæder” (1. Mosebog 3:7).
I deres overgang fra kreds 8 til kreds 9 ser Dante og Vergil to andre jætter, begge fra den klassiske tradition. Ephialtes var en af de jætter, der kæmpede mod Jove og de andre olympiske guder (Inf. 31.91-6). Efialtes og hans tvillingebror Otus (de var sønner af Neptun og Iphimedia, hustru til jætten Aloeus), forsøgte at bestige Olympen og detronisere guderne ved at stable Pelion-bjerget på toppen af Ossa-bjerget i Makedonien (Aen. 6.582-4); de blev ifølge Servius’ velkendte middelalderkommentar til Æneiden dræbt med pile, der blev skudt af Apollon og Diana. Bemærk Ephialtes’ reaktion på Vergils udtalelse om, at en anden kæmpe – Briareus – har et endnu mere grusomt udseende (Inf. 31.106-11). Ligesom de andre jætter, der udfordrede guderne, er Efialtes immobiliseret af lænker i Dantes helvede. Antaeus, som kan tale, er sandsynligvis uhindret, fordi han blev født efter at hans brødre førte krig mod guderne. Han er derfor i stand til at løfte Dante og Vergil op og lægge dem på gulvet i helvedes niende og sidste cirkel (Inf. 31.130-45). For at sikre sig denne hjælp lokker Vergil Antaeus med udsigten til fortsat berømmelse (når Dante vender tilbage til verden) baseret på gigantens formidable ry. Her er Dantes kilde Lucan, der fortæller, hvordan Antaeus, en frygtindgydende afkom af Jorden, hvis styrke blev genoplivet ved kontakt med sin mor, mæskede sig i løver og slagtede bønder og rejsende omkring sin huleformede bolig i Nordafrika, indtil han mødte sin ligemand i Herkules. Helten og jætten udkæmpede en brydekonkurrence, som Herkules til sidst vandt ved at løfte Antaeus op fra jorden og klemme ham ihjel (Pharsalia 4.593-653). Gigantens fatale møde med Herkules erindres ikke af Vergil i hans bøn om Antaeus’ hjælp (Inf. 31.115-29), men af fortælleren (31.132). Vergil er dog sikker på at gentage Lucans antydning af, at jætterne faktisk kunne have besejret guderne, hvis Antaeus havde været til stede ved slaget ved Phlegra (31.119-21; se også Inf. 14.58).

tilbage til toppen
Bocca degli Abati (32)

Dante føler bestemt ingen anger over at sparke en skygge hårdt i ansigtet, når han får kendskab til den politiske forræders identitet (Inf. 32.73-8). Den fornærmede skygge vækker straks Dantes interesse ved at hentyde til Montaperti (nær Siena), som var stedet for det legendariske slag (1260), hvor florentinske guelfer blev nedkæmpet af ghibellinske styrker, der blandt eksilerede fra Firenze inkluderede Farinata degli Uberti. Skyggens identitet forbliver skjult, selv om Dante forsøger at få den frem ved at rive stykker af hans hår ud, indtil en anden forræder i isen råber stakkelsens navn: Bocca lever straks op til sit navn (bocca betyder “mund”) ved at identificere stikkeren sammen med fire andre forrædere mod politisk parti eller fædreland (Inf. 32.112-23). Bocca degli Abati tilhørte en ghibellinerfamilie, som blev tilbage i Firenze, efter at andre ghibelliner blev forvist i 1258 for deres rolle i et forpurret komplot. Bocca foregav at kæmpe på guelfernes side (som en del af kavaleriet), men forrådte sine guelfiske landsmænd på et afgørende tidspunkt i slaget – da tyske lejetropper angreb til støtte for de toscanske ghibelliner – ved at hugge hånden af den guelfiske fanebærer. De blev demoraliseret af Boccas forræderi og tabet af deres flag, og guelferne gik i panik og blev rundhåndet besejret.
tilbage til toppen
Ugolino og Ruggieri (32-3)

Der findes måske ikke nogen mere grusom scene i hele Inferno end Dantes skildring af Ugolino, der æder Ruggieris baghoved som en hund, der bruger sine stærke tænder til at gnave et ben (Inf. 32.124-32; 33.76-8). Ugolinos fortælling, den længste enkeltstående tale af en af de forbandede, er Dantes sidste dramatiske fremstilling i Inferno af menneskehedens evne til ondskab og grusomhed. Ugolinos fortælling, der har til formål at forklare scenen med kannibalisme i helvede, er så meget desto mere kraftfuld, fordi taleren ikke gør noget forsøg på at frifinde sig selv for den forbrydelse – politisk forræderi – for hvilken han er dømt til evig fordømmelse. Han ønsker i stedet at bagvaske sin fjende og fremkalde medfølelse hos sit publikum ved at fortælle om den brutale måde, hvorpå han og hans uskyldige børn blev dræbt.
Graf Ugolino della Gherardesca fortjente sin plads i Antenora – de politiske forræderes rige – for en række forræderier mod Pisa og dens politiske ledelse. Dante nævner kun den formodede forræderihandling, der i sidste ende førte til Ugolinos fald: I et forsøg på at formilde fjendtlige og magtfulde guelfiske kræfter i Toscana afstod Ugolino i 1285 pisanske borge til Firenze og Lucca (Inf. 33.85-6). Tidlige kommentatorer og krønikeskrivere beskriver imidlertid andre – endnu mere ødelæggende – eksempler på skiftende loyaliteter og forræderi i grev Ugolinos lange politiske liv. Ugolino blev født ind i en fremtrædende ghibellinerfamilie i Pisa, men skiftede til den guelfiske side efter deres fremgang i toscansk politik og forsøgte at indsætte en guelfisk regering i Pisa i 1274-5. Da dette forsøg ikke lykkedes, blev han fængslet og senere landsforvist. I 1284, flere år efter sin tilbagevenden, ledte Ugolino pisanske styrker i et søslag mod rivaliserende Genova; på trods af sit nederlag blev Ugolino valgt til podestà (politisk leder) i Pisa, og hans guelfe-barnebarn, Nino Visconti, sluttede sig snart til ham ved magten som “folkets kaptajn”. Det var i denne periode, at Ugolino af politisk hensigtsmæssighed afstod de pisanske borge til Lucca og Firenze, en beslutning, der forårsagede en kløft mellem ham og hans barnebarn og mellem deres guelfe-tilhængere. Ugolino udnyttede den genopblomstrende ghibellinske formue i Toscana og indgik en konspiration med de pisanske ghibelliner, ledet af ærkebiskop Ruggieri degli Ubaldini; Ugolino gik med til ghibellinske krav om, at hans barnebarn Nino skulle fordrives fra byen, en ordre, der blev gennemført – med Ugolino bevidst fraværende fra byen – i 1288. Forræderen blev imidlertid selv forrådt: da Ugolino vendte tilbage til Pisa, opildnede Ruggieri offentligheden mod ham (ved snedigt at udnytte Ugolinos tidligere “forræderi mod slottene”) og fik greven – sammen med to sønner (Gaddo og Uguiccione) og to sønnesønner (Anselmo og Brigata) – arresteret og fængslet. De blev holdt fanget i tårnet i otte måneder, indtil det med en ændring i den ghibellinske ledelse i Pisa blev besluttet at nagle døren til tårnet fast og smide nøglen i Arno. De sultede ihjel, som Dantes Ugolino husker det, i løbet af få dage (Inf. 33.67-75).

tilbage til toppen
Fra Alberigo (33)

Dante snyder snedigt en skygge til at afsløre sin identitet ved at indgå en lusket aftale (Inf. 33.109-17): hvis han ikke lindrer forræderens lidelser (ved at fjerne is – frosne tårer – fra forræderens ansigt) i bytte for denne information, siger Dante, at han skal sendes til helvedes bund! Dante får således at vide, at Fra Alberigos sjæl befinder sig i helvede, selv om hans krop stadig er i live på jorden i 1300, rejsens år (man mener, at han døde i 1307). Alberigo henleder Dantes opmærksomhed på Branca Dorias skygge (som faktisk lever yderligere 25 år) og forklarer, at sjælene hos dem, der forråder deres gæster, straks stiger ned til Ptolomea, da deres kroppe er besat af dæmoner (Inf. 33.124-47). Fra Alberigo, fra den herskende guelferfamilie i Faenza (nær Ravenna), var en jovial munk – en religiøs orden, der blev oprettet med det formål at skabe fred (i familier og byer), men som snart blev mere kendt for dekadence og korruption. En nær slægtning, Manfred, intrigerede mod Alberigo for at få politisk magt; som følge af denne strid slog Manfred Alberigo, hvis grusomme svar vel fortjente ham en plads blandt forræderne i helvede. Alberigo lod som om, at skænderiet var glemt, og inviterede Manfred og hans søn til en overdådig banket; da værten ved måltidets afslutning gav signal (“Bring frugten!”), dukkede bevæbnede tjenere op bag et forhæng og slagtede gæsterne, til stor glæde for Alberigo.
tilbage til toppen
Lucifer (med Brutus, Judas, & Cassius) (34)

Lucifer, Satan, Dis, Beelzebub–Dante smider alle navne i bogen efter Djævelen, engang den smukkeste engel (Lucifer betyder “lysbærer”) og siden – efter hans oprør mod Gud – kilden til ondskab og sorg i verden, begyndende med hans fordærv af Eva og Adam i Edens Have (1. Mosebog 3). Dantes Lucifer er en parodisk sammensætning af hans ondskab og de guddommelige kræfter, der straffer ham i helvede. Lige så grim, som han engang var smuk, er Lucifer helvedes elendige kejser, hvis enorme størrelse (han overgår selv jætterne) står i kontrast til hans begrænsede kræfter: hans flagrende vinger skaber den vind, der holder søen frossen, og hans tre munde tygger på tre ærkeforræderes skyggekroppe, hvor blodet blandes med tårerne, der vælter ud af Lucifers tre sæt øjne (Inf. 34.53-7). Lucifers tre ansigter – hver med en anden farve (rød, hvidgul, sort) – er en parodi på doktrinen om treenigheden: tre komplette personer (Fader, Søn, Helligånd) i én guddommelig natur – den guddommelige kraft, den højeste visdom og den oprindelige kærlighed, der skabte Helvedesporten og i forlængelse heraf hele den evige fordømmelses rige. Med den øverste halvdel af sin krop, der tårner sig op over isen, ligner Lucifer jætterne og andre halvt synlige figurer; efter at Dante og Vergil har passeret gennem jordens centrum, ændrer deres perspektiv sig, og Lucifer fremstår på hovedet med benene stikkende op i luften. Overvej konsekvenserne af de visuelle paralleller mellem Lucifer og andre helvedes beboere.

Eventyrligt spist af Lucifers tre munde er – fra venstre mod højre – Brutus, Judas og Cassius (Inf. 34.61-7). Brutus og Cassius, der er stukket med fødderne først i kæberne på henholdsvis Lucifers sorte og hvidgule ansigt, straffes i denne laveste region for deres mord på Julius Cæsar (44 f.Kr.), grundlæggeren af det romerske imperium, som Dante betragtede som en væsentlig del af Guds plan for menneskelig lykke. Både Brutus og Cassius kæmpede på Pompejus’ side i borgerkrigen. Men efter Pompejus’ nederlag ved Pharsalia i 48 f.Kr. benådede Cæsar dem og gav dem høje borgerlige embeder. Alligevel fortsatte Cassius med at nære vrede mod Cæsars diktatur og fik Brutus’ hjælp til at deltage i en sammensværgelse for at dræbe Cæsar og genetablere republikken. Det lykkedes dem at myrde Cæsar, men deres politisk-militære ambitioner blev snart forpurret af Octavianus (senere Augustus) og Antonius ved Philippi (42 f.Kr.): Cassius, der blev besejret af Antonius og troede (fejlagtigt), at Brutus var blevet besejret af Octavianus, fik sig selv dræbt af en tjener; Brutus tabte faktisk et efterfølgende slag og tog også sit eget liv. For Dante er Brutus og Cassius’ forræderi mod Julius Cæsar, deres velgører og verdens øverste verdslige hersker, et supplement til Judas Iskariots forræderi mod Jesus, den kristne mand-gud, i Bibelen. Judas, en af de tolv apostle, indgår en aftale om at forråde Jesus for tredive sølvmønter; han opfylder sin forræderiske rolle – som Jesus forudså ved den sidste nadver – da han senere identificerer Jesus over for myndighederne med et kys; da han fortryder dette forræderi, der vil føre til Jesu død, giver Judas sølvmønterne tilbage og hænger sig selv (Matthæus 26:14-16; 26:21-5; 26:47-9; 27:3-5). Dantes Judas, der lider endnu mere end Brutus og Cassius, placeres med hovedet først inde i Lucifers centrale mund og får ryggen flået af djævelens kløer (Inf. 34.58-63).
tilbage til toppen
Flere jætter (Briareus, Tityus, Typhon) (31)
Og selv om Dante og Vergil ikke besøger dem, nævnes yderligere tre tårnhøje jætter i Inferno 31. Briareus, som Vergil beskriver som lige så stor som – men endnu mere frygtindgydende end – Efialtes (Inf. 31.103-5), optræder i Vergils epos som et uhyre, der siges at have hundrede arme og hænder, med ild brændende i sine halvtreds munde og kister; han svingede således halvtreds skjolde og sværd for at forsvare sig mod Jove’s tordenkiler (Aen. 6.287; 10.565-8). Statius beskriver blot Briareus som enorm (Thebaid 2.596). I gentagelse af Lucans kobling af Tityus og Tyfon som jætter, der er Antaeus underlegen (Pharsalia 4.595-6), appellerer Vergil til Antaeus’ stolthed ved at “true” med at gå til dem, hvis Antaeus ikke vil sørge for et lift ned til kreds 9 (Inf. 31.124-6). Tityus er godt repræsenteret i den klassiske litteratur som en jætte, hvis forsøg på at voldtage Latona (Apollons og Dianas moder) giver ham en grusom skæbne i underverdenen: en grib lever uafbrudt af Tityus’ udødelige lever (Aen. 6.595-600; Met. 4.457-8). Typhon blev slået ned af Joves lynnedslag og, afhængigt af versionen, begravet under Etna på Sicilien (og forårsager dermed lejlighedsvise vulkanudbrud: Met. 5.318-58) eller under øen Ischia i Napoli-bugten (Aen. 9.715-6).
tilbage til toppen
Cocytus (32-4)
Dante kalder cirkel 9, en frossen sø, for Cocytus (fra græsk, der betyder “at klage”). Cocytus, der er en af floderne i den klassiske underverden, beskrives af Vergil som en mørk, dyb vandpøl, der omkranser en skov, og i hvilken der strømmer sand, der er spyttet ud af en hidsig hvirvelstrøm (Aen. 6.131-2; 6.296-7; 6.323). I Vulgata (den latinske bibel) betegner Cocytus dalen (eller strømmen) af død, som modtager de ugudelige, selv – og især – dem, der har haft fremgang i verden (Job 21:33).
tilbage til toppen
Audio

“sì che l’un capo a l’altro era cappello” (32.126)
så at det ene hoved til det andet var en hat