6 kendetegn på bibelsk ydmyghed hos en leder

Af John Piper

Hvad er ydmyghed og dens modsætning, stolthed?

I 1908 beskrev den britiske forfatter G. K. Chesterton embryoet til nutidens fuldvoksne relativistiske kultur.

Et kendetegn ved denne kultur er kapringen af ordet arrogance til at henvise til overbevisning og ordet ydmyghed til at henvise til usikkerhed.

Chesterton så det komme:

“Det, vi lider under i dag, er ydmyghed på det forkerte sted. Beskedenhed har flyttet sig fra ambitionernes organ. Beskedenhed har sat sig på overbevisningens organ; hvor det aldrig var meningen, at den skulle være. Det var meningen, at et menneske skulle være i tvivl om sig selv, men utvivlsomt om sandheden; dette er blevet præcis omvendt. I dag er den del af en mand, som en mand hævder, netop den del af en mand, som han ikke burde hævde – sig selv. Den del, som han tvivler på, er netop den del, som han ikke burde tvivle på – den guddommelige fornuft. … Vi er på vej til at frembringe en race af mennesker, der er for mentalt beskedne til at tro på multiplikationstabellen.”

Så, hvis ydmyghed ikke er opgivelse af overbevisning eller omfavnelse af agnosticisme og relativisme, hvad er det så? Gud har fortalt os mindst seks ting om ydmyghed.

Hydmyghed begynder med en følelse af at være underordnet Gud i Kristus.

“En discipel er ikke højere end sin lærer, og en tjener er ikke højere end sin herre” (Matthæus 10:24). “Ydmyg jer selv … under Guds mægtige hånd” (1. Peter 5:6).

Der er det faktum: Gud er over os. Vi er nedenunder. Vi er ikke værdige til at binde hans sko op. Afstanden mellem Gud og os er uendelig. Hans storhed, hans magt, hans visdom, hans retfærdighed, hans sandhed, hans hellighed, hans barmhjertighed og nåde er lige så højt hævet over os, som himlen er hævet over jorden.

Ud over det faktum, at Gud er ovenpå, og vi er nedenunder, er der den inderlige følelse af dette faktum. Ud over sandheden er der nedsynkningen i og følelsen af sandheden. Det er lige så afgørende her som at kende sandheden.

Føler vi denne afstand mellem Gud ovenpå og os nedenunder? Er vi virkelig ydmyge over den, eller er vi paradoksalt nok endog stolte af at vide, at vi har set, at den eksisterer. Åh, hvor er stolthedens snigende forurening dog subtil!

Dommelighed føler ikke en ret til en bedre behandling end den, Jesus fik.

“Hvis de har kaldt husets herre for Beelzebul, hvor meget mere vil de så ikke bagvaske dem i hans husstand?” (Matthæus 10:25).

Derfor gengælder ydmyghed ikke ondt for ondt. Ydmyghed bygger ikke et liv baseret på sine opfattede rettigheder.

“Kristus har også lidt for jer og efterladt jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor. . . . Mens han led, fremsatte han ingen trusler, men overgav sig til ham, der dømmer retfærdigt” (1 Pet. 2:21-23 jp).

Meget af vores vrede og bitterhed i relationer kommer fra en forventning om, at vi har ret til at blive behandlet godt. Men som George Otis engang sagde til en forsamling i Manila: “Jesus har aldrig lovet sine disciple en retfærdig kamp.”

Vi må antage dårlig behandling og ikke være forargede, når vi får det. Det er sådan ydmyghed ville se ud. Peter (1. Peter 2:21-23) og Paulus (Romerne 12:19) giver os stor moralsk hjælp til denne vanskelige opgave ved at minde os om, at Gud vil gøre alle regnskaber retfærdigt op, og at midlertidig uretfærdighed ikke vil blive fejet ind under universets tæppe.

Det vil blive taget op – på korset eller i helvede. Vi behøver ikke at hævne os selv. Vi kan overlade det til Gud.

Humilitet hævder sandheden, ikke for at styrke egoet med kontrol eller med triumfer i debatten, men som en tjeneste for Kristus og kærlighed til modstanderen.

“Kærligheden … glæder sig over sandheden” (1. Korinther 13:6 NKJV). “Hvad jeg siger jer i mørket, det skal I tale i lyset. . . Frygt ikke” (Matthæus 10:27-28 NASB). “Vi prædiker ikke os selv, men Kristus Jesus som Herre og os selv som jeres trælle for Jesu skyld” (2. Korinther 4:5 NASB).

Hvis sandheden er dyrebar, er det en nødvendig del af kærligheden at tale den. Og hvis sandheden er et redskab til frelse og helliggørelse og bevarelse og frihed og glæde, så er det en væsentlig del af kærligheden at tale sandheden.

“I skal kende sandheden, og sandheden skal gøre jer frie” (Johannes 8:32). “Helliggør dem i sandheden; dit ord er sandhed” (Johannes 17:17). “fortabes, fordi de ikke har modtaget sandhedens kærlighed for at blive frelst” (2. Thessalonikerbrev 2:10 NASB).

Derfor er det at tale sandheden en tjeneste for Kristus og kærlighed til andre, også selv om de betragter sig selv som dine modstandere. Dette er tydeligst i forbindelse med evangelisering, hvor man bliver beskyldt for arrogance, fordi man fortæller evangeliet til muslimer, jøder eller buddhister.

For eksempel skrev jeg en lederartikel til Minneapolis Star Tribune (2. oktober 1999), hvor jeg argumenterede for, at det var en kærlig ting for kristne at tale evangeliet om Jesus Kristus til jøder, fordi “den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds Søn, har ikke livet” (1. Johannes 5:12).

Flere præster skrev til avisen og sagde: “Desværre er arrogant det rigtige ord til at beskrive ethvert forsøg på proselytisme – i dette tilfælde de kristnes forsøg på at ‘vinde’ deres jødiske brødre og søstre for sig selv. Tænksomme kristne vil tage afstand fra enhver sådan bestræbelse.”

Vi må hjælpe hinanden med at stå imod denne form for intimidering. I ydmyghedens navn forsøger den at sætte spørgsmålstegn ved evangeliets kerne – at Jesus Kristus er den eneste vej til frelse.

Vi må minde hinanden om, at det ikke er arrogant, men kærligt at fortælle dette evangelium.

Den ydmyge ved, at den er afhængig af nåden for alt vidende, troende, levende og handlende.

“For af nåde er I blevet frelst ved tro. Og dette er ikke jeres egen gerning; det er Guds gave, ikke et resultat af gerninger, så at ingen kan prale” (Efeserne 2:8-9).”

“Hvad har I, som I ikke har modtaget? Hvis I så har modtaget det, hvorfor praler I så, som om I ikke har modtaget det?” (1 Korinther 4:7).

“Af sin egen vilje har han frembragt os ved sandhedens ord, for at vi skulle være en slags førstegrøde af hans skabning. . . . Modtag med sagtmodighed det indplantede ord, som kan frelse jeres sjæle” (Jakob 1:18, 21).

Den måske klareste forbindelse i Bibelen mellem at omfavne Guds suverænitet og at undslippe arrogance findes i Jakob 4:13-16.

Her siger Jakob, at det er det, vi tror på om Guds overordnede forsyn i de små detaljer i vores daglige planlægning, der afgør, om vi er “arrogante”.

Kom nu, I, som siger: “I dag eller i morgen skal vi tage til den og den by og tilbringe et år der og drive forretning og tjene penge.” Alligevel ved I ikke, hvordan jeres liv vil være i morgen. I er blot en damp, som dukker op i et kort øjeblik og derefter forsvinder igen. I stedet burde I sige: “Hvis Herren vil, skal vi leve og også gøre dette eller hint.” Men som det er nu, praler I i jeres hovmod; al sådan pral er ondskabsfuldt.” -James 4:13-16, NASB

Det modsatte gør ydmyghed derfor. Den underkaster sig øjeblik for øjeblik Guds suveræne herredømme over vores daglige liv og hviler stille og roligt i Guds kærlige visdoms hårde og blide beslutninger.

Humilitet ved, at den er fejlbarlig og overvejer derfor kritik og lærer af den, men den ved også, at Gud har sørget for urokkelig menneskelig overbevisning, og at han kalder os til at overbevise andre.

“Vi ser svagt i et spejl, men senere ansigt til ansigt; nu kender jeg delvist, men senere skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg også er blevet kendt fuldt ud” (1 Korinther 13:12 NASB).

“En klog mand er den, der lytter til råd” (Ordsprogene 12:15). “Derfor overtaler vi, idet vi kender Herrens frygt, andre” (2. Korintherbrev 5:11).

“Dette taler og formaner og irettesætter med al myndighed. Lad ingen tilsidesætte jer” (Titus 2:15 NASB).

Vi ved ikke alt. Og det, vi ved, ved vi ikke med perfekt balance og omfattende fuldstændighed.

Men Gud har åbenbaret sig selv i Kristus og i sit ord. Han ønsker, at vi skal ydmyge os under denne åbenbarings objektivitet og med overbevisning tage imod det, han har sagt.

Med Lammets blod og med vort vidnesbyrds ord kan vi besejre Djævelen, hvis vi ikke elsker vort liv indtil døden (Åbenbaringen 12:11).

En sand ydmyghed fornemmer, at ydmyghed er en gave, der ligger uden for vores rækkevidde.

Hvis ydmyghed er et produkt af at nå, så vil vi instinktivt føle os stolte over vores vellykkede nåelse. Ydmyghed er den gave, der modtager alle ting som gave. Den er ikke frugten af vores præstationer, men af Helligånden (Galaterne 5:22).

Det er frugten af evangeliet, at vide og føle, at vi er desperate syndere, og at Kristus er en stor og ufortjent frelser.

JOHN PIPER (@JohnPiper) er grundlægger og lærer af Desiring God og kansler for Bethlehem College and Seminary. Uddrag af og tilpasset med tilladelse fra Brothers, We Are Not Professionals af John Piper. Copyright 2013, B&H Publishing Group.